Filtrering
De fleste vine, såvel som andre former for alkohol, filtreres inden de hældes på flaske. Men de senere år er det blevet mere og mere populært, at hælde vinen på flaske uden at filtrere den først. Det kendes også fra øl, som også i stigende grad sælges ufiltreret. Selve filtreringen har to formål: Dels at gøre vinen mere klar og dels at skabe en mikrobiel stabilisering, hvor bakterier og gærrester fjernes. En vin der ikke er klaret, vil have større tendens til bundfald, som kræver en dekantering af forbrugeren. En ufiltreret vin vil potentielt kunne fortsætte gæringsprocessen, såfremt der er gærrester tilbage i mosten.
Filtrering har dog også sine ulemper, hvorfor flere og flere undlader den. Dels bliver vinen lidt lysere og dels filtreres nogle af de vigtige fenoler fra. Fenoler er afgørende for vinens duft, smag og levetid. Filtrering stjæler derfor noget af en vins personlighed.