Italien

Intet land matcher Italiens vinmæssige bredde. Over 2.000 registrerede druesorter, 20 vinregioner fra Alperne til Sicilien og en vinkultur, der rækker tilbage til grækernes kolonisering af Syditalien for 2.800 år siden. Hvor Frankrig systematiserede og lovgav, lod Italien vinen vokse frit som en del af hverdagen. Det har givet en enorm diversitet, men også en kvalitetsspredning, som ingen andre lande har tilsvarende.

De bedste italienske vine er i verdensklasse. Barolo, Barbaresco, Brunello di Montalcino og Amarone hører til den absolutte elite. Samtidig producerer Italien stadig enorme mængder anonym hverdagsvin. Afstanden mellem top og bund er større end i noget andet vinland. Det gør Italien svært at navigere, men også endeløst at udforske.

Regionerne

Italien har 20 vinregioner. Hver har sin egen identitet, sine egne druer og sine egne traditioner. Tabellen viser de vigtigste:

Klima og geografi

Italien strækker sig over 1.200 km og ti breddegrader. Norditalien har et køligt fastlandsklima, hvor Alperne beskytter mod nordlige vinde. Centralitalien er tempereret med varm sommer og mild vinter. Syditalien og øerne har middelhavsklima med hede, tørre somre.

De bedste italienske vine kommer næsten altid fra skråninger eller højde. I Piemonte giver bakkerne i Langhe og Monferrato de bedste Nebbiolo-marker. I Toscana er det Chiantis bakkelandskab og Montalcinos skråninger. På Sicilien har Etnas vulkanskråninger i 600–1.000 meters højde skabt en helt ny kvalitetsrevolution. Højden giver køligere nætter, som bevarer druernes syre og aroma.

Jordbunden er lige så varieret. Kalkholdigt ler i Piemonte, galestro-skifer i Toscana, vulkansk jord på Sicilien og i Campanien, moræneaflejringer i Lombardiet. Se terroir for sammenhængen mellem jord, klima og vin.

Druesorter

Italiens vigtigste aktiv er de lokale druesorter. Over 2.000 er registreret, og 300–500 bruges i kommerciel produktion. Mange har flere navne. Primitivo i Apulien og Zinfandel i Californien er den samme drue. Cannonau på Sardinien er det samme som Grenache. En fuldstændig kortlægning er aldrig gennemført.

Italiens store sorter modner sent. Nebbiolo, Sangiovese, Aglianico og Nero d'Avola kræver alle et tidligt forår og en lang, varm sommer for at modne fuldt og tæmme deres naturligt høje tannin og syre. Det er derfor, at markvalget er så afgørende. De bedste marker giver druerne den tid og varme, de har brug for, uden at overmodne.

Fra hverdagsvin til kvalitetsrevolution

Vin har altid haft en plads på det italienske middagsbord. Men i modsætning til Frankrig, der tidligt lovgav om kvalitet og oprindelse, blev italiensk vin længe behandlet som landbrug på linje med oliven og citrusfrugter. Vinstokke blev plantet side om side med andre afgrøder. De bedste skråninger blev sjældent udvalgt systematisk. Træningssystemer var optimeret til volumen, ikke kvalitet.

Vendepunktet kom i 1960'erne og 1970'erne, da en ny generation begyndte at omstrukturere vinmarkerne. DOC-systemet blev indført i 1963 som Italiens svar på det franske AOC. I Toscana opstod Super Toscana-bevægelsen, da producenter som Sassicaia og Tignanello trodsede de officielle regler og brugte franske druer til at lave vine, der slog alt kendt. I 1986 ramte metanol-skandalen, hvor tilsætning af industrisprit til billig vin dræbte over 20 mennesker. Den katastrofe blev paradoksalt nok en katalysator. Den tvang hele industrien til at tage kvalitetskontrol alvorligt.

I dag er forandringen tydelig. Sicilien, Campanien, Apulien og Sardinien, der for 30 år siden primært leverede bulkvin, producerer nu vine, der vinder international anerkendelse. Etnas vulkanske Nerello Mascalese, Campaniens Fiano og Apuliens Primitivo er eksempler på lokale druer, der er gået fra ukendte til eftertragtede.

Klassifikation

Italiens klassifikationssystem kom til i 1963, inspireret af den franske AOC-model. EU's vinlovreform fra 2009 tilpassede terminologien, men i praksis bruges de italienske forkortelser fortsat overalt. Systemet har fire niveauer:

I praksis er DOCG ikke en absolut kvalitetsgaranti. Et DOC- eller IGT-stempel fra en dygtig producent kan sagtens overgå en DOCG-vin fra et middelmådigt kooperativ. Producenten vejer tungere end klassifikationsniveauet.