Aversa (DOC)
Druemosten indeholder så meget syre, at kun mousserende vine er drikkelige.
Aversa, officielt Asprinio di Aversa DOC, ligger på den frugtbare slette nord for Napoli i grænselandet mellem provinserne Caserta og Napoli. Appellationen blev anerkendt som DOC i 1993 og dækker udelukkende vine på druen Asprinio, en sort med så høj syre, at den sjældent giver mening som traditionel tør hvidvin uden at ende skarp og citrusstram. Både stille hvidvin og mousserende (spumante) er tilladt, og det er den mousserende udgave, der har løftet appellationen fra regional kuriositet til en vin med global appel.
Alberata aversana – vinmarker i trækronerne
Det, der gør Aversa helt unik, er vinens dyrkningsform. Asprinio bindes op ad høje poppeltræer i det traditionelle system alberata aversana, hvor rankerne klatrer 10 til 15 meter til vejrs og forbindes mellem træerne i levende espalier. Sandsynligvis af etruskisk oprindelse, er teknikken et af de ældste bevarede opbindingssystemer i Italien og kræver, at høsten foregår fra skulderhøje trappestiger – den såkaldte scala aversana. Højden holder druerne væk fra slettejordens fugt og den kraftige varme, bevarer syren og giver frugten en karakteristisk friskhed. I dag er de fleste nye marker opbundet lavere af praktiske grunde, men alberata-parceller står stadig tilbage og plejes som levende kulturarv.
Stilen i glasset
Asprinio di Aversa er en lys, spændstig vin med lavt alkoholniveau, sprød syre og aromaer af grønt æble, citron og hvide blomster. Som spumante undergår den typisk tankgæring og modnes i dybe tufakældre, der er hugget ud under selve byen Aversa – ofte i flere etager under gadeniveau. Resultatet er en frisk, ukompliceret mousserende hvidvin, der drikkes ung og lokalt: til friturestegt fisk, mozzarella di bufala campana fra nabomarsken og den syditalienske sommer.
Sammenlignet med Campaniens prestige-DOCG'er i de vulkanske bjerge omkring Avellino, Taurasi, Fiano di Avellino, Greco di Tufo, spiller Aversa en ganske anden rolle. Her handler det ikke om lagringspotentiale eller dyb mineralitet, men om en historisk dyrkningskultur, der har overlevet ind i nutiden, og om en hverdagsmousserende, der smager af sit ophav.