vinlex.dk

-et vinleksikon

VinlandeUSACalifornienUSA > Californien

Californien

Kort over vinregion Californien

Kort over Californien i USA

Staten Californien strækker sig over næsten 1.000 km. og svarer arealmæssigt til 3/4 af Frankrig! 90% af amerikansk vinproduktion foregår i Californien. En produktion der alene i Californien er større end den samlede Australske vinproduktion. Alligevel er vine fra Californien og Amerika et sjældnere syn på vinhylden, end vine fra fx Australien.

Vin og druesorter

Indtil slutningen af 1980'erne, var de dominerende druesorter dem der kendes fra Bordeaux, med Chardonnay, Merlot og Cabernet Sauvignon som de vægtigste. Da vine fra den Nye Verden desuden primært er varietal-vine, dvs. vine udelukkende lavet på en enkelt druesort, begyndte det efterhånden at kede forbrugeren og vinsalget faldt. Nye fragmenter udsprang, deraf de berygtede Rhône Rangers og Cal-Ital, der henholdsvis lavede vin på druesorter fra Rhône og Italien. Pludselig blev vin på Syrah, Viognier, Sangiovese og Pinot Grigio at finde på vinhylden.

De mest udbredte druesorter i dag er:

  • Cabernet Sauvignon
  • Chardonnay
  • Merlot
  • Pinot Noir
  • Sauvignon Blanc
  • Syrah
  • Zinfandel

I dag er flere og flere producenter begyndt at lave vin efter Europæisk forbillede. Det er kølig og kompleks vin, i modsætning til den typiske stil fra den Nye Verden, der er frugtdrevet. Det stabile og varme klima garanterer, at druerne altid kan modnes, men også overmodnes. Det bringer frugten frem og den mineralske stil tilbage. Dernæst giver det en naturlig høj alkoholstyrke, der typisk ligger over 13,5%. Ydermere er malolaktisk gæring og brugen af fadlagring meget udbredt, hvorfor en Chardonnay altid vil være stilmæssigt langt fra en fransk Chablis.

Klima og geografi

Klimaet i Californien er mangfoldigt. Der er således sbåde bjerge, tågede kystlinjer, brændende ørkenområder og frugtbare dale. Vinenes stil afhænger derfor også af, i hvilket klima vinmarkerne er anlagt. Generelt hersker der et middelhavsklima, men der er også områder med kontinentalklima.

Der er fem overordnede vinregioner, hvoraf de tre ligger ud mod kysten, for at nyde godt af havets afkølende egenskab. De to bedste regioner er North Coast og Central Coast. Under North Coast finder vi to af de mest kendte vinregioner for amerikansk vin, nemlig Napa og Sonoma.

Historie

Der har været dyrket vin i Californien siden det 18. århundrede. De første vinstokke blev bragt dertil af spanske kolonister. Vinen skulle, som så mange andre steder, benyttes til reliøgse formål. Vinstiklingerne kom fra Mexico og var efterkommer af den blå drue, som den blev kaldt. Senere gik den under navnet missionærdruen. Det var den dominerende sort helt frem til det 19. århundrede.

Næste fremskridt kom sammen med den store guldfeber i midten af det 19. århundrede. Det bragte en sand strøm af nybyggere til landet, fra alle verdenshjørner. Det skabte en stor efterspørgsel efter vin. Denne nye efterspørgsel skabe et helt nyt vinmarked, der opblomstrede i det nordlige Californien omkring Sonoma County og Napa, der i dag er de to vigtigste vinregioner. Samtidig blev nogle af Californiens ældste vinproducenter grundlagt, herunder Charles Krug Winery, Buena Vista Winery, Inglenook Winery og Schramsberg Vineyard.

I slutningen af det 19. århundrede nåede den frygtede phylloxera til Californien. Vinstokkene døde, vinmarkerne blev destrueret og en stor del af de mindre producenter måtte dreje nøglen om. Da pesten ramte Californien et godt stykke tid efter den havde hærget Europa, var kuren med podning kendt. Vinmarkerne blev forholdsvist hurtigt reetableret og samtidig benytte de californiske landmænd chancen til at udvidde produktion og plante nye og bedre sorter. I starten af det 20. århundrede var der således omkring 300 druesorter i spil på de omkring 800 vingårde. I perioden 1920-1933 blev der indført et spiritusforbud under navnet det noble eksperiment. I denne periode blev fremstilling og salg af alkohol forbudt. Vinmarker og kældre skulle destrueres. Kun de producenter, der kunne omstille sig til en alkoholfri produktion, eller levere til kirken, overlevede. Da forbudet ophørte, var der kun 130 vinproducenter tilabe. Den californiske vinproduktion var nu to gange blevet slået tilbage til start, indenfor et halvt århundrede.

Herefter tog det lang tid at genetablere den californiske vinindustri. I 1960'erne var californisk vin primært synonym med sød portvinsagtig vin, lavet på Carignan og Thompson Seedless druesorterne. Stille og roligt blev der dog opbygget en kreds af ambitiøse vinmagere, som fokuserede på kvalitet gennem de nyeste fremstillingsmetoder. Den støt stigende kvalitet, som staten kunne præstere, begyndte at give genlyd udenfor Californien og for alvor på verdenskortet efter den legendariske Pariser-smagning i 1976. Her slog to vine fra Napa topvine fra Bordeaux og Bourgogne af pinden, som både dengang og i dag, regnes for nogle af verdens absolut bedste vine. Læs mere om Pariser-smagningen nederst på siden.

Judgment of Paris var en blindsmagningskonkurrence arrangeret i 1976 af den franske vinkøbmand Steven Spurrier, der udelukkende solgte franske vine. Der skulles dystes i to kategorier: Cabernet Sauvignon og Chardonnay. For Frankrigs vedkommende betød det rødvin fra Bordeaux og hvidvin fra Bourgogne. Begge områder regnes dengang såvel som i dag, for to af verdens bedste vinregioner. Amerikanerne stillede med vine fra Napa Valley, Californien. Og de vandt en overraskende sejr, som der stadig skrives og debatteres om i dag. Stag's Leap Wine Cellars årgang 1973 vandt i kategorien Cabernet Sauvignon, med Château Mouton-Rothschild på andenpladsen. Chateau Montelena 1973 vandt i kategorien Chardonnay, med Meursault Charmes Roulot på andenpladsen.

Episoden gav genlyd i hele verden, da der ikke blot blev sat spørgsmåltegn ved fransk vins enerådighed på toppen, men også fordi franskmændende selv tog fejl! Dagen var vigtig fordi det pludselig blev tydeligt for enhver, at verdens bedste vin ikke behøvede at komme fra Frankrig, men kunne komme fra den lokale baghave - den slags motiverer til fornyelse og forædling, til gavn for forbrugerne. Tak for det.