Chianti (DOCG)

Kort over Toscana i Italien

Chianti er indbegrebet af Toscansk vin. Området og produktionen er enormt. For at gøre markedet mere overskueligt, er der oprettet 7 Subzoner. Hvis ikke navnet på subzonen er angivet, eksempelvis Chianti Rùfina, kommer vinen fra den store generelle appellation. Selvom tanken er, at de enkelte subzoner laver bedre vin end den generelle, så kan man ikke altid gå ud fra dette. Nogle vinbønder foretrækker at få de bedste druer fra flere forskellige zoner og bliver vinen pludselig deklassificeret til almindelig Chianti.

Oprindeligt var vine fra Chianti lavet på ren Sangiovese og skulle drikkes unge. Det blev der siden hen ændret på, men i dag er mange i stigende grad ved at vende tilbage til de rene eller næsten rene Sangiovesebaserede vine. Den klassiske Chianti er ung, let bitter og har smagselementer af ikke helt modne frugter, hvilket igen understreger den let bitre smag.

Chianti-formlen

Den oprindelige Chianti vin kan sættes på formel: størstedelen af vinen skal bestå af Sangiovese, dertil må tilsættes lidt Canaiolo og Malvasia del Chianti. Canaiolo for at blødgøre vinen. Resultatet var vine der skulle drikkes unge. Det var baron Bettino Ricasolis der stod bag formlen, som efter nogle justeringer blev en kæmpe succes og slog andre af datidens prominente vine af pinden. Sucessen var så stor, at andre producenter udenfor Chianti begynde at lave vine under Chianti-navnet for at snylte på sucessen. For at dæmme op for dette pirateri, blev Italiens første vinproducentforening skabt i 1924 under navnet Gallo Nero, der betyder den sorte hane.

Stilen i dag

I dag laves Chianti typisk på ren Sangiovese, måske tilsat en smule Colorion, Merlot eller Cabernet. De bedste producenter afsætter de bedste druer til deres top-Chianti vine, der før gik til deres Supertoscanere. Nye barriques benyttes i stigende grad og der eksperimentes i kældrene. Jo højere markerne ligger, jo mere elegant og kompleks er vinen, samtidig med at den bliver mindre fyldig.

Historie

Efter Chianti-formlen blev omsat til vin i midten af 1800-tallet, var vinen en bragende sucess. I 1932 blev der defineret syv subzoner i Chianti, som hver repræsenterer sin egen stil. Herefter gik det den forkerte vej for Chiantivinen. Først blev markerne angrebet af phylloxera, som resten af Europa og herefter kom 2. Verdenskrig. Efter disse udfordringer havde Chianti omstillet produktet til at fokusere på kvantitet frem for kvalitet. Høstudbytterne var høje, der blev benyttet dårligt druematerialer og for mange grønne druer blev tilsat vinen. Dengang blev den solgt på fiasco-flasken, den med bast, som i dag bedst er kendt fra Bardolino. Op igennem tiden helt til 1970'erne var kvaliteten blevet så ringe, at vinen næsten var usælgelig. Først i 1980 kom vendingen, hvor der i større grad blev fokuseret på kvalitet. Bedre kloner blev plantet og andelen af grønne sorter blev nedtonet.